Sporprøve - Blåbjerg Plantage 27. september 0220


Spor og vildtsporsprøver

Blåbjerg Plantage

27. september 2020


Reportage fra Sporudvalget


Klubbens Schweissprøve i Blåbjerg Plantage


Den 27. september 2020 afholdt GDKs Sporudvalg klubbens schweissprøve i Blåbjerg Plantage.

Der var stor interesse for klubbens schweissprøve i Blåbjerg Plantage. Mere end 32 hunde, havde tilmeldt sig de 13 udbudte spor.


Tidlig start

Linda Laursen startede parolen kl. 9, og bød veloplagt velkommen til en solrig dag i det vestjyske. Med to garvede hold bestående af dommer Vagn Møller med stifinder Karl Andersen og Benny Bøgh Hansen med stifinder Kasper Christensen var vi alle i gode hænder.


Skovens konge og 5.000 infanterister

Vi blev mødt med et prægtigt syn over spor 1 – her stod en 16 endet hjort og bød velkommen til sit revir. På modsatte side af grusvejen holdt Oksbøl regimentet deres årlige øvelse. På Blåbjerg havde de hovedkvarter og skovene vrimlede med ”Jens’er”: 5.000 infanterister, ca. 500 tanks og 100 andre køretøjer, samt kystvagtbåde og helikoptere.


Sporene var svære, terrænet hårdt og humøret i top hos både ekvipager og dommere. Vi fik en herlig dag med sensommer sol og masser af godmodige drillerier.


Resultater fra prøven

Hold 1:
Dommer Vagn Møller stifinder Karl Andersen


400m/3timer:
1. præmier tildelt til: Pinza’s Blue B Cool fører Katrine Lawaetz
1. præmier tildelt til: Tinka ført af Steffen Andersen
1. præmier tildelt til: Diva ført af Thomas Hansen


400m/20timer:
1. præmier tildelt til: Fifi Sunshine Jo-Da ført af Bent Warming


1000m/20timer:
1. præmier tildelt til: Labrander Ziva ført af Camilla Krogsgaard
uden præmiering: Lawaetz Echo of A Danish Legacy ført af Katrine Lawaetz


Hold 2:
Dommer Benny Bøegh Hansen, stifinder Kasper Christensen


400m/3timer
1. præmie tildelt Maxidan’s Express Yourself ført af Flemming Thorstensen
1. præmie tildelt Lyngbakken Black Bean ført af Kirsten Bryde Pedersen
3. præmie tildelt Lullubelle’s Offering Ogmics ført af Lola Mortensen


400m/20timer
Ingen præmiering: Maxidan’s Welcome to The Jungle, ført af Flemming Thorstensen
Ingen præmiering Strangvik’s Brandon ført af Lola Mortensen

Ingen præmiering Sostack’s Quality ført af Kirsten Bryde Pedersen

Afslutning på en dejlig dag

Ved frokosttid kunne Linde Laursen igen samle hele gruppen til afsluttende parole. Her uddelte prøveledelsen og sporudvalget sponsorgaver til alle deltagende ekvipager og alle hjælpere. Og en flot sponsorgave fra HennePetFood og Faunakram til de placerede grand danois i konkurrencen om vandrepokalen.

Vinder af vandrepokalen 2020: Flemming Torstensen og Maxidan’s Express Yourself på 400m/3timer

Afslutningsvis skal lyde en kæmpe tak til alle vores hjælpere, dommere, stifindere, chauffører og alle de mange deltagere og tilskuere for den enorme opbakning vi har mødt. Også en kæmpe tak til vores sponsorer for altid at springe til, når vi har brug for en hånd til at gøre dagen mere festlig: HennePetFood og Faunakram.


Med ønsket om en dejlig vinter rundt om i landets skove.


Sporudvalget.

Deltagere 


Præmieoverrækkelse


Vinder af GD-KLubbens Vandrepokal


Tak til sponsorer

Reportage fra Flemming


Sporprøve i GD-klubben

27-9-2020

 

Grand Danois klubben inviterede til sporprøve som skulle afholdes i Blåbjerg plantage.


Vi mødtes ved skydehuset kl. 8.30 og efter registrering af deltagerne var der kl.9.00 parole hvor vi blev inddelt i 2 hold, hold 1 med 4 Labrador og 2 Grand Danois, efter et afbud fra en Lab og en hurtigt udskiftning med en GD. med Vagn Møller som dommer og hold 2, som vi var på, med 3 Labrador og 4 Grand Danois med Benny Hansen som dommer.


Vi trak lod om startrækkefølgen og de respektive hold kørte og gik med dommerne ud til udgangspunktet, herfra gik de enkelte deltagere og dommer og stifinder ud til sporet og herfra var det op til hunden at vise hvor man skulle hen.

Der var udbudt tre forskellige spor; 3 timers 400 m. 20 timers 400 m. og 20 timers 1000 m.


Jeg havde trukket nr. 1 så jeg skulle starte med Dino på hold 1, han skulle gå et 20 timers 400 m. spor og startede meget godt i boksen men kom desværre af sporet og efter nogen søgen rundt havde vi fået tre tab og var derfor ude af prøven.


Tilbage ved skydehuset sad vi og fulgte med i de andres resultater efterhånden som de kom tilbage fra prøven, nogle med større smil end andre men alle med en god oplevelse i bagagen efter nogle meget fine spor.


Jeg havde, med Liva, dagens sidste spor, et 3 timers 400 m. Da det var et stykke væk kørte vi ud til startstedet og jeg gjorde hende klar med sele og sporline, hjælperen på holdet, Svend Jacobsen, spurgte om det var i orden, at han gik med, da han ikke havde haft tid til at se nogen af de andre hunde i løbet af dagen, det var det selvfølgeligt.


Vi fik anskudsstedet udpeget. Liva tog straks færten og gik, i sædvanligt hurtigt tempo, et rigtigt fint spor, med varierende beplantning og åbne stykker, en enkelt gang måtte jeg lige snakke med hende om tempoet, men hun gik et godt og sikkert spor og fandt kloven og havde en fest med den.


Da alle deltagere var tilbage ved skydehuset, nogle med lidt større problemer end andre med kørsel på skovstierne, fik vi en sludder mens dommerne opgjorde resultaterne.

Først var der diplomuddeling og siden præmieoverrækkelse til Grand Danois klubbens vandrepokal, som Liva var så dygtig at tage med hjem, så blev prøven blæst af og prøvelederen sagde tak for denne gang.


Vi havde en rigtig dejlig dag og havde indtryk af at det gjaldt for alle som deltog. Tusind tak for de meget flotte sponsorgaver fra Henne Petfood og Faunakram.


Tak til alle som gjorde prøven mulig;


Prøveleder;  Linda Laursen

Dommere;  Vagn Møller og Benny Hansen.

Stifindere;  Karl Andersen og Kaspar Kristensen.

Hjælpere;  Per Elmgren og Svend Jacobsen

Sporudvalget i Grand Danois Klubben

 

Venlig hilsen Flemming.